PRAG

TYSKERNES INDTOG I PRAG

I en radiomeddelelse kl.04.30 om morgenen d.15 marts 1939 blev det

meddelt, at den tyske hær ville invadere Prag kl.06.00. Prag ville

være besat kl.06.30. Tjekkerne blev beordret til at forholde sig

roligt.

Indtagelsen af Tjekkoslovakiet var kulminationen på en lang

nazistisk kampagne mod landet, som Hitler betragtede som en del af

det tyske ''lebensraum'', plads til at leve. Han havde ellers på

München-konferencen i 1938 lovet, at han ikke ville invadere

Tjekkoslovakiet.

Tjekkoslovakiets præsident, Eduard Benes, blev efter

München-konferencen tvunget i eksil, og den nye præsident, Emil

Hácha, blev offer for Hitlers pres mod landet, og blev mere eller

mindre tvunget til at skrive under på en aftale.

Tjekkoslovakiet blev delt, idet Hitler fandt Slovakiet som en god

base for senere udvidelser Østpå. Mod vest fandtes Sudeterlandet,

som havde sudetertyskere som en stor del af indbyggerne.

Med tyskernes ankomst forandredes mange ting i Prag. Hæren blev

frataget deres våben. Kun 7000 mand forblev let bevæbnede, men

reducerede til rollen som ceremoni-garde. Aviser blev lukket og

trafikken blev lagt om fra den hidtidige kørsel i venstre side af

vejen til højrekørsel, som i resten af det tyske rige.

Den såkaldte ''vinterhjælp'' blev iværksat. Denne var en af

tyskernes propagandaforsøg, som ikke virkede efter hensigten.

Hensigten var, at verden skulle få opfattelsen af, at den tjekkiske

regering havde ladet borgerne sulte, og at tyskerne kom som

frelsende engle med suppekøkkener, hvorfra de uddelte gratis mad. Da

forsøget ikke virkede, sendte tyskerne regningen til den Tjekkiske

regering.

Præsident Emil Hácha var efterhånden en nedbrudt mand. Dette

foranledigede den pro-nazistiske ekstremist Rudolf Gajda til at lave

ballade i regeringen for at erobre sig magten, men end ikke tyskerne

støttede ham, så kupforsøget slog fejl. Til gengæld fik det

regeringen til at opløse alle partier og danne ''National

Solidaritet'' for at stå stærkere samlet.

Hitlers øverste repræsentant i Tjekkiet var ''Reichsprotektoren''

Den første af disse var Konstantin von Neurath, som ankom d.5.

april. Forud for ham var den ledende administrator ankommet, nemlig

Karl Hermann Frank fra SS, som beholdt posten under hele

besættelsen. Forud for Neuraths ankomst havde Frank beordret alle,

specielt børnene, ud på gaderne som hyldest for den nye

rigsprotektor. Ikke at efterkomme ordren ville koste bøder, men her

viste det Tjekkiske folk en passiv modstand, idet de valgte at holde

børnene hjemme i protest, og dermed foretrække bøder frem for at

adlyde.

I det hele taget gjorde tjekkerne hvad de kunne for at drille og

genere tyskerne. De praktiserede en passiv modstand i protest mod

besættelsen. F.eks. ignorerede de Hitlers fødselsdag.

Over sommeren strammedes grebet, enhver modstand straffedes hårdt.

Det var strengt forbudt at støtte eller kontakte Benes'

eksil-bevægelse i London. Det var ligeledes forbudt at synge

patriotiske sange, og der var dødsstraf for at besidde våben.

D. 3. september 1939 erklærede England og Frankrig krig mod

Tyskland, og den ledende modstandsgruppe i Prag anerkendte Benes som

eksil-leder.

Den første store manifestation af den tjekkiske modstand fandt sted

d.28. oktober med en massedemonstration, som førte til store

slagsmål, kostede én livet og sårede mange. Denne demonstration blev

anført af de tjekkiske studerende.

Hitlers reaktion på oprøret var udtalelsen om, at såfremt der var

mere modstand, ville han jævne Prag med jorden. Derudover lukkede

han alle højere læreanstalter i 3 år, og studenterlederne blev

straffet.

Hitler iværksatte ''Operation Albrecht'', som gik ud på, at omkring

2000 af de mest sandsynlige oprørere blev deporteret til Dachau og

Buchenwald som gidsler for god opførsel i Tjekkiet.

Rigsprotektor von Neurath var en nærmest konfliktsky person, som

altid sørgede for at være ude af protektoratet, når der skulle

foregå ubehagelige ting. Han blev skiftet ud med Reinhard Heydrich,

som i maj 1942 blev skudt af tjekkiske faldskærmsfolk fra England.

Han blev efterfulgt af Kurt Daluege og senere Wilhelm Frick.

I 1941 gik Hitler ind i Rusland. Præsident Emil Hacha støttede denne

aktion, da han var imod kommunisme, men eksilregeringen i London

anført af Benes lavede en aftale med Rusland, idet han anså faren

fra tyskerne som større.

Fra oktober 1944 til maj 1945 gjorde tjekkerne voldsomt oprør mod

besættelsesmagten.

USSR og USA kom tjekkerne til undsætning og befriede dem fra

Tysklands besættelse. Herefter indførtes kommunisme i Tjekkiet.

PRAG UNDER DEN TYSKE BESÆTTELSE

I oktober 1939 beordrede tyskerne mørklægning af Prag. Dette var for

at undgå, at selv den mindste smule lys skulle blive et mål for

fjenden.

Mørklægningen betød en helt ny levemåde for menneskene i Prag. I

vinterdagene lå gaderne øde hen efter den sidste biograffilm. I

krigens sidste år var der sådan en mangel på gas og kul at mange

lejligheder ikke blev opvarmet og man blev nødt til at gå tidligt i

seng for at holde varmen.

Samtidig med mørklægningen kom rationeringen, hvilket i starten

faktisk betød, at nogle havde det bedre end før.

Rationeringen var stort set den samme som i selve Tyskland, dog fik

man lidt mindre fedt end i selve det 3. Rige.

Andre mere luksusprægede varer var også lettere at få fat på end i

selve Tyskland - hvis man ikke kunne få fat i dem i butikkerne kunne

man altid prøve sortbørsen, hvilket dog var farligt. Blev man taget

i sortbørshandel, som var sidestillet med sabotage, som ofte betød

døden.

Som krigen blev mere intensiv gjorde mange en indsats for at øge

madproduktionen. Prags parker blev pløjet op, og der blev sået

kartofler og andre grøntsager i dem.

Mange begyndte også at holde kaniner, som de så gik og fedede op i

deres sparsomme fritid fra de forlangende krigsfabrikker.

De ledende nazister ønskede at fremstå som ven med arbejderklassen -

der kunne ikke føres krig uden deres hjælp på fabrikkerne.

Nazisterne pralede med at en arbejders løn steg med 40 - 45 % fra

marts 39 - 40.

Under Heydrich, som virkelig ønskede at fremstå som deres kammerat,

fik arbejderne på især våbenfabrikker ekstra tobak og sko.

Vigtigst for Nazisterne var altså våbenfabrikkerne i området. Det

betød at de andre samfundsklasser blev overset eller ignoreret. Det

gik især hårdt ud over middelklassen, der blev meget berørt af

lukningen af mange middelstore virksomheder. De blev i stedet anvist

arbejde som arbejdsmænd på en af de fabrikker tyskerne ønskede at

holde i gang.

I slutningen af krigen blev det dog værre for alle. En arbejdsuge på

våbenfabrikkerne var i teorien 64 timer om ugen. Men rent faktisk

arbejdede man 12 timer om dagen, 6 dage om ugen og dertil kom

søndagsarbejde engang imellem.

For eksempel skulle en arbejdsmand, der arbejdede i et af Prags

yderområder, hjemmefra klokken 4 om morgenen for at komme hjem igen

omkring klokken 22. Man kunne ikke bare skifte job, hvis man fandt

noget der lå tættere på, dertil skulle man have sin arbejdsgivers

samtykke, og det var ikke altid lige let.

Rationerne blev også mindre i de sidste år af krigen, samtidig fik

butikkerne og restauranterne færre og færre varer. Der er eksempler

på restauranter, der genbrugte det, der blev tilovers på

tallerkenerne, for at kunne servere for den næste gæst.

Prags gader blev i denne periode fyldt med affald. Der var ikke

arbejdskraft nok til også at fjerne skraldet. Hospitaler og andre

offentlige bygninger samt folks lejligheder blev ikke varmet op -

man skulle bruge de midler andre steder.

Transportsystemet led også nød. Kun priviligerede grupper som f.eks.

læger havde lov til at køre i privatbil. Benzinmanglen betød at

busser og lastbiler kørte på kulos.

I slutningen af '44 kom forbudet mod alle privatbiler og alle lagre

af dæk blev fjernet af Nazisterne.

Herefter blev cyklen det vigtigste transportmiddel for mange.

Sporvognen kørte også stadigvæk. Det kunne dog være farligt at køre

med den. Der var mange uheld på grund af manglende reservedele.

Besættelsen betød, at staten fik en større rolle i den enkelte

tjekkes liv. Man skulle have nye identitetskort og samtidig

underskrive en erklæring om at man ikke var jøde eller sigøjner.

Dette skulle man bevise med et stamtræ, der viste begge sæt

bedsteforældre.

Man skulle også registres for rationskort og arbejdsformidling.

Efter mordet på Heydrich skulle alle husholdninger også have

registreret alle medlemmer over 15 år.

Rejsende skulle reportere til politiet inden 24 timer efter de

ankom.

Det var meget farligt at blive anholdt uden at have papirerne i

orden. Under den værste periode var folk paniske for at have

papirerne i orden og på sig. Ikke at have det betød detention hos

Gestapo, hvilket ofte medførte døden.

Samtidig med registreringen og rationeringen kom køerne. Man skulle

stå i kø for alt. Den sørgeligste kø af dem alle var nok den, hvor

jøderne stod i kø for at blive registreret til deportation til

Terezienstadt eller gaskamrene i Auschwitz-Birkenau.

Sygdom fulgte også med krigen. De dårlige rationer og presset fra

våbenfabrikkerne var en medvirkende faktor til dette. En anden

medvirkende faktor var truslen fra Gestapo, og de folk de havde til

at informere om deres egne landsmænd. Dette betød, at man aldrig

kunne vide sig helt sikker på, om noget at det man havde sagt, selv

til venner eller familie, ville havne hos Gestapo.

Tyskerne havde fra starten haft styr på alt kulturelt. Man havde en

helt speciel afdeling til at tage sig af den tjekkiske kultur, som

man i sidste ende ønskede at afskaffe, så der kunne blive plads til

den tyske kultur i stedet for.

Alt hvad der blev skrevet kom under skrap censur, ikke bare aviser

men også bøger, musik og drama.

Nazisterne opfordrede de intellektuelle til, at skrive om arbejderne

i rosende toner samt at give læserne en mundsmag på, hvad tiden

efter krigen ville byde på, ånden af det nye Europa - tysk

overherredømme.

Da man ønskede at indføre den tyske kultur i stedet for den

oprindelige tjekkiske, betød det at man på teatrene rundt om i Prag

hovedsageligt spillede tyske komponister og drama.

Al denne finkultur betød dog intet for masserne. Især de unge ville

hellere lytte til jazz, hvilket tyskerne ikke så med milde øjne på.

Jazzen var nemlig skabt af dårlige racer - jøderne og de sorte i

USA. Dette mente man var et symbol på, at der var noget rivende galt

i Amerika.

En af de fornøjelser tjekkerne satte mest pris på under krigen var

sport. Især ishockey, hestevæddeløb og fodbold var populært. Men alt

som krigen skred frem blev det sværere og sværere at få tid til en

hobby.

Der blev også arrangeret sportskampe mellem tyske og tjekkiske hold.

Dette blev bevidst brugt som propaganda fra tyskernes side. For at

vise den ariske races overlegenhed, ordnede de det sådan, at det

tyske hold aldrig tabte når publikum var tilstede.

For den største del af befolkningen var biografen midlet til at

slippe væk fra virkeligheden. Før krigen havde den tjekkiske

filmindustri været under en rivende udvikling. Dette havde tyskerne

ingen intentioner om at stoppe. Man gav dog de tjekkiske filmfolk

nogle retningslinier; eksempelvis måtte jøder ikke vises i positivt

lys man skulle også undgå alt antitysk.

Tyskerne filmede også en del af deres egne propagandafilm i

områderne omkring Prag - her var de fri for de allieredes bomber og

kunne benytte sig af de gode tekniske faciliteter.

REINHARD HEYDRICH

Heydrich blev udpeget som rigsprotektor efter Hitler havde tvunget

den gamle til at gå af. Denne ældre herre hed von Neurath, og blev

af mange tjekker betragtet som en gammel gentleman. Derfor blev han

bedt om at tage på ferie, og under denne udpegede man i stedet

Reinhard Heydrich – nu skulle der andre boller på suppen. Heydrich

var en af de farligste mænd i det besatte Europa, og nu ville han

omdanne Bøhmen og Mæhren til den SS-stat, alle ville se på som

model.

Allerede den første dag i sit nye embede indførte han skrappere

regler. Den lille modstandsbevægelse der eksisterede i

Tjekkoslovakiet blev i løbet af få uger næsten tilintetgjort, mange

af dens medlemmer blev anholdt, og en stor del af disse blev idømt

dødsstraf.

Det var ikke kun medlemmer af modstandsbevægelsen der måtte lade

livet, mange tidligere militærofficerer og intellektuelle blev også

slået ihjel af nazisterne. De så nemlig på disse personer som de

naturlige ledere af Tjekkoslovakiet, og derfor var de farlige for

nazister og måtte ryddes af vejen.

Polititerroren skulle ikke bare slå modstandsbevægelsen ned, den

skulle også bane vejen for det, Heydrich så som en af sine

hovedopgaver, nemlig at gøre befolkningen mere "tyske"; det man

kalder germaniseringen af befolkningen i Tjekkoslovakiet.

Heydrich anså tjekkoslovakkerne for at være gode arbejdere og intet

andet. Derfor var det ikke nødvendigt med al for megen skolegang.

Alle universiteter blev derfor lukket, og de studerende og lærerne

blev sat til at arbejde på de forskellige fabrikker og, hvis man var

heldig, på et kontor.

Heydrich havde altså 3 hovedopgaver:

Underminere al modstand.

Planer for ungdommen – at sørge for gode arbejdere til det 3.

Rige.

Åbne vejen for germaniseringen af landet efter krigen.

I Prag begyndte indflydelsen fra SS at vokse. Overalt blev

indbyggerne mindet om det, blandt andet ved de sorte flag der hang

fra alle betydningsfulde bygninger, også fra borgen Hradcany, som i

dag er bolig for præsidenten og tidligere var det for de konger og

fyrster der regerede landet.

Ligesom Heydrich havde store planer for hele landet, havde han det

også for Prag. Den skulle være en af de ledende byer indenfor den

nazistiske nye orden.

Fra maj '41 blev tysk det eneste sprog man måtte tale i Prag – altså

et skridt på vejen til den germanisering Heydrich ønskede at

gennemføre.

Reinhard Heydrich var den eneste ledende nazist, der blev myrdet

under krigen.

Mordet blev begået af faldskærmssoldater sendt fra den

tjekkoslovakiske eksilregering i London.

Den 27 maj 1942 lykkedes det dem at komme på så tæt hold af

Heydrichs bil, at de kunne bombe ham. Heydrich døde dog ikke lige

med det samme, men blev hastigt kørt på sygehuset, hvor han dog døde

den 4. juni af sine inficerede sår.

Tidligt efter begravelsen besluttede Hitler at give

tjekkoslovakkerne en lærestreg i underkastelse og ydmyghed. Dette

blev gjort ved en total ødelæggelse af landsbyen Lidice, der ikke

ligger ret langt fra Prag.

Fejlagtigt mistænkte man beboerne i denne landsby for at have noget

med mordet at gøre. I alt blev 173 mænd skudt heraf 88 på én og

samme dag. 203 kvinder blev sendt i koncentrationslejre og 105 børn

blev skilt fra deres forældre. Nogle få børn, som man mente kunne

blive gode tyskere, blev overladt til SS-familier.

Kun 153 kvinder og 17 børn kom tilbage til deres landsby efter

krigen, men da var den jævnet med jorden.

Heydrichs faktiske drabsmænd holdt sig gemt i krypten i St. Kyril og

St. Metodes kirken, og overlevede med hjælp fra modstandsbevægelsen

og deres venner, blandt andet præsterne i kirken.

Den 18. Juni blev de dog forrådt af en af deres egne. Herefter kom

det til skudveksling med waffen-SS, men da de så det var umuligt at

vinde begik de selvmord – hellere det end at overgive sig.

Faktisk havde soldaterne forsøgt at grave sig ud af krypten, og

manglede kun 10 meter for at være nået ud i friheden. Hullet i muren

kan stadig ses i krypten, som er åben for besøgende.

Efter alt dette havde befolkningen i Tjekkoslovakiet ingen tro

tilbage, og også modstandsbevægelsen var totalt knækket.

Først i Juli 42 samledes ca. 200.000 tjekker på Wenceslasplatz, sang

nationalsangen samtidig med at de saluterede Hitler og sværgede

troskab overfor det 3. Rige. Dette var det mørkeste punkt under

besættelsen.

ØDELÆGGELSER I PRAG

Under det meste af krigen blev Prag sparet for bombninger og

ødelæggelser. Hen mod slutningen blev byen dog udsat for et par

bombeangreb, som forårsagede nogle ødelæggelser.

Den første fandt sted d.15. november 1944. Det gik ud over et

elektricitetsanlæg i en forstad til Prag. Pragerne tog det dog ikke

særligt alvorligt, det var jo ikke den store katastrofe. Det var

først da Mozartbroen i centrum blev bombet d.14. februar, at alvoren

gik op for dem. Ved denne lejlighed blev en del bygninger nær broen

bombet, heriblandt flere hospitaler, og der var mange døde og

sårede. Det viste sig senere at dette angreb var en misforståelse.

Det var amerikanske flyvere, som var kommet ud af kurs, og om troede

at de bombede Dresden.

D. 25 marts 1945 blev Prag udsat for en del industri-bombninger, som

også medførte mange dødsfald, men alt i alt slap byen relativt

ubeskadiget fra krigen.

SUDETERTYSKERNES SKÆBNE

Mange tror, at sudtertyskerne først kom til Bøhmen sammen men

nazisterne, men rent faktisk blev de indbudt allerede i det 12.

Århundrede af bøhmiske herremænd, der havde brug for nybyggere. Fra

1526 var sudeterland en del af det Østrig-Ungarnske rige, og da

Tjekkoslovakiet blev dannet i 1918, som en følge af første

verdenskrig, kom dette overvejende tysksindede område til at høre

ind under Tjekkoslovakiet.

Befolkningen i området havde svært ved at tilpasse sig i den nye

stat. Tidligere havde de overvejende udgjort en overklasse, men nu

blev de fortrængt fra de offentlige embeder. Derved begyndte den

sudetertyske nationalisme at spire frem. Ved valg stemte de på deres

egne partier og kandidater, som var overvejende konservative og

socialdemokratiske.

I 1933 begyndte den sudetertyske gymnastiklærer Konrad Henlein at

agitere for nazisterne, og ved valget i 1935 fik nazisterne 70 % af

de tysksprogedes stemmer. Herefter begyndte man at kræve retten til

at bekende sig til tyskheden, et krav som reelt ville føre til en

opdeling af Tjekkoslovakiet.

Da Hitler gik ind i Tjekkoslovakiet, blev mange tjekkoslovakker

dræbt Dette fik Eduard Benes, chefen for eksilregeringen i London,

til at kræve at de tyske forrædere blev dræbt. Andre ledere i samme

regering krævede det samme.

Efter krigens slutning besluttede man at sudetertyskerne skulle gå

med hvide armbind – derved blev de oplagte ofre for den hævn Benes

og mange andre almindelige borgere ønskede.

I denne periode blev mange sudetertyskere tævet ihjel, skudt eller

druknet og oveni købet skalperet. Kvinder, gamle samt børn i

barnevogne blev skubbet i floderne.

De, der var hurtige nok, flygtede til Tyskland. Her bosatte en stor

del sig i Bayern.

Især de tjekkoslovakker der under krigen havde været nazister eller

hjulpet nazisterne for hårdt frem mod sudetertyskerne. De prøvede på

denne måde at bevise deres uskyld og at de adlød hærens

øverstbefalende, som også ønskede hævn.

I 1946 indførte Benes, der efter krigen var blevet genindsat som

regeringschef, love som gav alle tjekkoslovakiske amnesti for

forbrydelser begået mod tyskere under krigen.

Disse såkaldte Benes-dekreter gælder stadig, hvilket tyskerne, og

især efterkommere af de sudetertyskere det gik ud over, ikke bryder

sig om. Man har fra de to lande forsøgt at nærme sig en løsning på

dette problem, men man har endnu ikke fundet en løsning.

Terezin ( Theresienstadt )